Jeg er i Blagoevgrad for at researche til en roman. Bulgarerne modtager mig med åbne arme! Men romanens noget kunstnerisk vinklede arbejdstitel vækker ikke umiddelbart begejstring. Det er behovet for arbejde og at kunne brødføde sin familie, der fylder noget i EU's fattigste land.
I 2001 faldt kommunismen i Bulgarien og 2007 blev Bulgarerne medlemmer af EU.
"Vi savner allesammen kommunismen. Dengang var der arbejde, børnene blev vaccineret og det var gratis at gå i skole. Propagandaen bildte os ind, at alt ville være bedre uden."
Elias er musiker. Han har solgt sine instrumenter og arbejder nu i turistbranchen i Grækenland seks måneder om året, sammen med næsten alle de andre i kvarteret. Børnene og de gamle bliver hjemme og venter på pengene.
Arbejdsløsheden er omkring 12 % og det dobbelte for unge.
Landet tager for andet år i træk titlen som Europas ulykkeligste land på FNs world happiness liste (nr. 129 af 157 lande i verden), hvor mit eget land for 2. gang er nummer ét. Især spørgsmålet om tillid gør Bulgarien til bundscorer. Hvis nogen har penge, er det fordi, de har forbindelse til mafiaen.
Tak til Statens Kunstfond for rejselegat.