Viser opslag med etiketten Gyldendal Uddannelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gyldendal Uddannelse. Vis alle opslag

onsdag den 3. oktober 2018

Bandet, piger og en brugt hund

Nyeste skud på min bogstamme er historien om hvordan Tilde mener, Otto skal leve sit liv. Herunder at han bør blive kærester med Lina fra parallelklassen. Lektøren skriver:

"En sød, glad og dejlig bog, om venner og forelskelse set fra Ottos synsvinkel. Vi kommer godt omkring personen Otto, både når han er sammen med vennerne, sammen med familien, når han tænker på Lina og på, hvor svært det er at forstå piger."


Piger er helt vilde med, at man skal skrive dagbog. "Man skriver bare alle sine tanker ned," siger Tilde. "Og sine følelser." Hun ser ud, som om hun er overrasket iver, hvor lidt jeg fatter.

Flot forside af @ingerandgrafik.
Udkommet på Gyldendal Uddannelse 15. oktober. Link til forlaget her.

fredag den 16. februar 2018

Lektør på Otto si'r risotto


Kort om bogen
Otto og Tilde går i 6. klasse og er gode venner - og så har de lige startet et rockband sammen. Det er rigtig fedt, men nogle gange er Tilde bare underlig - både sur og mærkelig og så vil hun bestemme det hele.
En fin og genkendelig fortælling om de besværlige år mellem barndom og ungdom - og om forskellen mellem drenges og pigers udviklingstakt.
Fin, let og genkendelig frilæsningsbog om usikkerhed, rockmusik, venskab og forelskelse. Anbefales.
Lektør: Jesper Holtoug

... og så siger jeg bare tak! :)

Lektør på For vildt! - Hvad har du tænkt dig?


Fra lektørudtalelsen skrevet af Janne Møller Nielsen:

Kombinationen af pigekonflikter og "du er selv hovedpersonen" fungerer rigtig godt, fordi læseren har indflydelse på handlingen og er nødt til at tage aktivt stilling til en række dilemmaer. 
Bogen (...) kan læses flere gange ud fra forskellige tilgange: Hvordan udvikler historien sig fx, hvis jeg vælger i modstrid med min overbevisning?
(...)med ikke mindre end 18 forskellige slutninger!

Oplagt til både PLC og folkebibliotek

Lektøren synes at der bliver lidt rigeligt bladren frem og tilbage for at holde flow i fortællingen Det problem er løst hvis man læser historien som e-bog. Så kan man trykke på linket til det afsnit man vælger at læse og hurtigt komme videre.

torsdag den 28. september 2017

Otto si'r risotto

Otto er nu officielt udkommet! Han har allerede erfaring bag sig - det første manuskript er skrevet for næsten fire år siden. Nu gælder det Ottos fremtid sammen med bandet ... og pigerne!



Selvfølgelig siger jeg ja til at spille med i bandet. Det er jo for sejt. Vi skal have lavet bandplakater og alt muligt, er vi enige om.
   ”Prøv lige at forestille dig det!” råber Rasmus. Hans stemme skingrer ud over klassen. Susanne beder ham om at dæmpe sig, selvom det faktisk er frikvarter.
   ”Ellers må I gå udenfor,” siger hun og ser streng ud på Susannemåden. ”Se på mig, når jeg taler til dig,” er hendes yndlingsudtryk. Problemet er, at det er svært at blive ved med at se på hendes ansigt, når brysterne sidder lige nedenunder. 
   ”Men vi bliver måske rockstjerner,” svarer Rasmus. Han råber stadig.

Hvad skal man egentlig gøre, når én, man har kendt siden børnehaven, pludselig får bryster?
Otto og Tilde har altid været venner. Men det er som om, de ikke længere kan lave de ting, de begge to plejer at synes er sjovt.
   Otto synes, det med pigerne er ret besværligt. Heldigvis foreslår Tilde, at han skal være med i hendes band. Også selvom han aldrig før har spillet bas.

Otto si'r risotto, Dorte Schouillustrationer Lars Munck, Gyldendal Uddannelse 2017, drenge og piger 10-12 år, Fremhævet som en af årets gode læs-selv bøger i 2017 på Ibby Danmarks Statusseminar.

onsdag den 24. maj 2017

"Helt gratis!" nu som E-bog

Man er selv hovedperson og vælger historiens udvikling i min bog Helt gratis!  I den nye e-bogs udgave følger man linket i stedet for at bladre. E-bogen kan købes hos Bog&ide for 42 kroner eller Saxo for 45 kroner. Det er ikke helt gratis ... men tæt på.

Hvis man hellere vil læse bogen i papirudgave, kan den stadig købes hos Gyldendal Uddannelse sammen med den første titel i serien, Fest i klubben.
Til efteråret kommer også  For vildt! som handler om at lyve, bare lidt. Bøgerne koster 165 kr + porto.


lørdag den 20. maj 2017

Tre i én

hattrick substantivintetkøn
BØJNING -et, -s eller -, -ene
OPRINDELSE fra engelsk hat trick, i middelalderen om at skyde hatten af tre figurer med tre pileskud; i 1800-tallet om præmiering i kricket i form af en ny hat til en kaster som tog tre gærder med tre på hinanden følgende bolde

Betydninger

1.
tre mål scoret (i træk) af samme spiller i en fodboldkamp
2.
tre succeser i træk inden for andre sportsgrene end fodbold eller om forhold uden for sport

Jeg spiller hverken fodbold, kricket eller eller skyder med bue og pile. Alligevel lykkedes det mig forleden at score hattrick, da jeg forleden fik antaget tre manuskripter på samme dag.  Wooow! Det er ok at prale med, synes jeg. Især fordi der rundt om sådan en dag kan være lange perioder med tvivl og ventetid. Min første tanke, da jeg fik mail nr. et, var faktisk: "Hvis det er afslag, kan jeg ikke skrive mere i dag. Måske heller ikke i morgen." 
Men nu glæder jeg mig til at kunne præsentere:

  • Historien om Otto i bogen Otto si'r risotto, Gyldendal Uddannelse, oktober 2017 med illustrationer af Lars Munck.
  • En ny titel i min pigeserie, hvor læseren selv vælger historiens udvikling. Denne gang om løgne i bogen For vildt!, Gyldendal Uddannelse, efteråret 2017
  • Ungdomsromanen Shithole, skrevet i samarbejde med forfatter Line Leonhardt. Romanen udkommer på Høst & Søn i februar 2018. Hør om vores proces i arbejdet med bogen, når den kommer som Plotcast i december.


torsdag den 16. juni 2016

"En udfordrende og spændende bog, som med 'du er selv hovedpersonen' lader læserne prøve kræfter med moralske dilemmaer, og indirekte prøve kræfter med deres dømmekraft. Anbefales til PLC og folkebiblioteker."

Lektør: Pia Gunilla Park
Du bliver sat i svære situationer omkring det at stjæle. Dine valg afgør, om historien får en god slutning.
Bogen giver dig mulighed for at afprøve din mavefornemmelse omkring rigtigt og forkert. Du kan også udfordre din sunde dømmekraft for at se, hvad der ville ske, hvis du valgte helt modsat af, hvad du synes, der er det rigtige at gøre. Det sjove ved bogen er, at du selv vælger, og du oplever, hvilke konsekvenser dine valg får.

søndag den 17. april 2016

En velskrevet bog med en uindbydende forside. Køb til større biblioteker.

Lektørudtalelser er en gave. I hvert fald når de opfordrer til at købe ens bøger. Bo Knudsen, som har anmeldt Sweettalk, vender tommelfingeren op. Dog kan han ikke lide bogens forside – heldigvis er jeg selv meget tilfreds med den. Men til ære for andre, der måtte have det ligesom Bo, er her et andet foto fra min research til bogen:


Læsere vil muligvis genkende scenen.
I øvrigt finder lektøren bogen velskrevet, personerne troværdige og handlingen spændende. Det håber jeg, andre vil give ham ret i.

Endelig har jeg fået kendisstatus: "Forfatteren er uddannet på Forfatterskolen for Børnelitteratur og kendt fra den sjove Fest i klubben ..." Sådan er det:) Tak til Bo Knudsen og god fornøjelse til dem, der vælger at læse Sweettalk.

Læs øvrige anmeldelser af Sweettalk:

"Jeg var imponeret af Romans karakter og hvordan forfatteren havde formået at bygge fortællingen op som en ramme omkring ham." Eva Lucia, reviews of lyrics, poetry and literature.

"Følsom lille fortælling ..." Birte Strandby, Bogvægten.

onsdag den 16. marts 2016

Sweettalk. Om at have noget på hjerte og hvordan man rammer markedet

Jeg faldt over et blogindlæg på Forlaget Carlsen, som handlede om, hvordan man skriver en god børnebog og får den udgivet. Relevante råd om at have en original ide, at kende målgruppen mv, afsluttet af punkt nr. 5 som hedder: Hav noget på hjerte! 
Det er svært at forestille sig, at man ikke har noget, man gerne vil sige, når man skriver. Men måske dukker det først op undervejs, fordi det, der kickstarter skriveprocessen, er noget meget mere jordnært; en sansning, en farve, en sætning hørt i forbifarten, end det er et egentligt budskab, man har i tankerne.
I min ungdomsroman Sweettalk, som udkommer på Turbine 8. april 2016, blev jeg sat i gang af en idé om kontrast. 
Jeg tog et billede af det og tænkte tanken: Hvad hvis man skrev en bog, hvor alle er tykke. Vi lever i et samfund, hvor kontrasten mellem at falde indenfor normen eller udenfor normen er kæmpestor. Det er hårdt, når man er ung og stadig i tvivl om, om man er okay. Jeg tænkte også, at kropslighed i vores tid er et tabu. Trods porno og billeder af kunstige bryster. Det er i hvertfald ikke, når man er ung i 2016, at man er topløs på stranden, som det var i min ungdom, hvor vi ikke engang barberede vores ben.

I Sweettalk endte det med kun at være hovedpersonen; Roman og sundhedsplejersken, der er tykke. Men interessen for Roman og Charlotte, to børn, der står i kontrast til det krav om perfektion, (unge) mennesker i dag er oppe imod, er stadig det, der bærer fortællingen.

Sweettalk kan ses på Turbines stand på Danmarks Læringsfestival 15. og 16. marts i Bella Center, hvor man også vil kunne finde vores udgivelser på Forlaget Dansk Sang, og min pigebog på Gyldendal, Fest i klubben. Sweettalk kan også allerede nu forudbestilles hos forlaget.

fredag den 12. februar 2016

Ibby Danmarks statusseminar 2016

Helt utroligt fornemt at blive nævnt ved Selskab for Børnelitteraturs seminar om spændende børne- ungdomsudgivelser fra året, der er gået.
Her læser Bodil Christensen op fra Fest i klubben. Hun har også anmeldt bogen på Bogbotten.dk.
  Jeg synes det lover godt for næste bog i serien!

Pssst ... sneak peek på nyt omslag, lavet af Marlene Diemar, Imperiet: