På vej til onkel Julle
Afsnit
1
Under
en rød attachemappe sidder en dreng. Han sidder i et tog på vej til
onkel Julle. Uden for vinduet blæser Jylland forbi. På
Lillebæltsbroen åbner drengen tasken. Bittesmå øjne stirrer op på
ham.
”Har
I det godt?” hvisker han ned til dem. Med vinger og skjolde og
følehorn sidder de fint på række med nåle i og glasplade for. I
den anden side ligger de små plastikbøtter med de levende.
”Hvad
siger I? Er hr. Skolopender blevet køresyg.”
Han
tager et par af plastikbøtterne op på bordet. Låget af.
Skolopenderen vimser frisk omkring. Men hvad med hr. Pind? Ser han
ikke lidt klatøjet ud? Han stiller hr. Pind på bordet og pirker
lidt til ham. Ved siden af sætter han fru Pind. Hende er der gang i.
Pludselig
rykker det voldsomt i toget, og plastikbøtterne vælter ned på
gulvet. Skolopender og Pind i frit fald. På gulvet springer lågene
af nogle af de andre bøtter. Bænkebidere og edderkopper i panik
styrter af sted. En fed bi sætter i flyv.
Afsnit
2
Skolopendere
kan løbe lige hurtigt begge veje. Det er følehornene der gør det,
dem har de både foran og bagpå.
Deres
bid er giftigt, men ikke for mennesker – tænderne kan ikke trænge
gennem huden, husker drengen, mens han bukker sig ned for at få fat
på sine vildfarne venner. Det virker det bare ikke til at togets
passagerer er klar over.
Imens
drengen febrilsk prøver at samle de insekter han kan se, flygter
folk fra de flyvende dyr. Nogle kaster sig op på kufferthylden, væk
fra de kravlende. Kort sagt, der er panik.
Bille
for bille, spindler for spindler, forsvinder alle dyrene mellem
kufferter og stole og skrigende passagerer. Med sine papbægre samlet
i den røde attachemappe, og de indrammede, nåleperforerede dyr som
en lang facitliste falder drengen på knæ for at finde Hr. Pind,
skolopenderen og alle de andre.
Afsnit
3
Han
møvede længe rundt på knæerne, drengen. Forpustet og bange for
ikke at se sine venner igen.
”Du
finder den ikke under sæderne,” sagde en stemme. Den tilhørte en
ældre dame, som sad roligt på sit sæde i modsatte side af vognen.
”Finder
hvem?” spurgte drengen
”Skolopenderen
selvfølgelig”
”Kender
du skolopenderen?”
”Ja,
jeg gør. Og jeg ved, at den søger mørke og varme, når den føler
sig truet.”
”Jamen,
så finder jeg den jo aldrig,” sukkede drengen og rejste sig fra
gulvet.
”Prøv
at lede i jakkelommer og dametasker, især de sorte”
Drengen
pegede på en ung mand med promillehår, der sad og sov op ad et af
vinduerne. Hans frakke var gledet ned på gulvet. Formentlig havde
den været sort engang, men var nu prydet med avancerede fodprint.
”Tror
du, den kan have gemt sig i hans frakke?”
Afsnit
4
Damen
så på drengen med et udtryk, han ikke forstod. Et regnestykke fløj gennem hans hoved:
Folk
der er flygtet i panik ud af kupeen, plus dame der sidder helt roligt
og kender Skolopender og måske også hr. og fru Pind, divideret med
undslupne dyr, gange mand der da vist slet ikke var der for et
øjeblik siden? Lig med: Er der nogen der er ude på at stjæle min
samling?
Hvem
kunne han stole på?
“Kom
nu Birger!” mumlede han til sig selv.
Han
tog en hurtig beslutning:
“Jeg
gør som hun siger!”
Altså
vendte han sig om mod den sovende mand, og tog forsigtigt fat i et
hjørne af den støvede sorte frakke.
Ikke
så snart havde hans fingre fat i det uldne stof, før manden åbnede
øjnene. Promillehåret stod lige op i luften, og den ånde, der
bølgede ham i møde fra mandens halvt åbne mund, var alt andet end
rar. Tiden stod stille. Birger nåede at opfange lyden af små
urolige ben under frakkens stof.
“Hvad
skal du med min frakke?” raspede manden, og Birger følte sig selv
sprælle under blikket fra de grå øjne, spiddet af knappenålssmå
stikkende pupiller.
Afsnit
5
Drengen
stivnede med mandens frakke i hånden.
”Jeg
ville bare samle den op,” mumlede han. Han famlede med hånden for
at nå ned i den lomme, hvor han netop havde mærket det krible.
”Din
lille lommetyv!” Manden røg frem i sædet og ragede brutalt
frakken ud af drengens hånd.
”Nej,
vent!” udbrød drengen. Han var angst for, at manden ved et uheld
skulle kvase insektet. ”Der er noget levende dernede. Det er en
skolopender!”
Manden
så vantro på ham. Så lod han med rolige bevægelser sin hånd
finde ned i lommen og fremdrog et øjeblik efter hr. Skolopender på
sin åbne håndflade.
”Du
fandt ham,” sagde drengen lettet. Hr. Skolopender så fuldstændig
upåvirket ud.
”Sikken
et pragteksemplar,” mumlede manden hen for sig. ”En Scolopendra
polymorpha, hvis jeg ikke tager meget fejl. Den vil passe perfekt i
min samling.” Han berørte insektet let med en finger. ”Bare en
lille nål igennem her …”
”Nej!”
udbrød drengen. Han forsøgte at gribe efter insektet, men manden
lukkede hånden hårdt om skolopenderen og holdt den tæt imod sig.
Igen
følte drengen sig lammet af mandens stirrende blik. ”Den er min,”
hviskede han.
I
det samme opfangede han en bevægelse ud af øjenkrogen, fra længere
nede i kupeen, hvor den ældre dame sad.
Afsnit
6
Birgers
blik vandrede gennem kupeen. De tre var alene nu. Promillehår, damen
med blikket, ham selv. Og insekterne selvfølgelig. Gemt.
De
folk der havde kastet sig rundt i panik for et øjeblik siden, var
væk. Hvor? Hvordan?
Hans
blik nåede den ældre dame med det lilla hår og matchende briller.
Hendes
krogede hånd strøg tilfældigt op. Hans øjne fulgte håndens
retning. Dér var displayet, der viser næste station. De røde
prikker blinkede hastigt henover skærmen. Var det en besked?
- Mobiliser de andre - Alle biller, insekter og spindlere - Hvisk kodeordet Collectio - Scolopenders skjulte styrke skal slippes fri -
Promillehår
talte henført for sig selv: ”Med Scolopendra polymorpha vil mine
kræfter nå et nyt niveau”.
Birger
skævede til manden. Kendte manden Skolopenders hemmelige styrke?
Birger
hviskede ”Collectio”.
”Hvad
siger du?” udspyede Promilles ætsende ånde.
Men
inden Birger nåede at svare, kom biller, insekter, spindlere og selv
hr. og fru Pind flyvende, kravlende og hoppende hen til ham. De satte
sig godmodigt overalt på hans arme og skuldre.
Promille
glødede i hele ansigtet.
”Hvad?
Hvordan? Åh! Det er jo en guldgrube. Jeg må …”
Og
så begyndte han at plukke Birger.
Men
manden var nødt til at løsne grebet om skolopender. Den vidste,
hvad der skulle gøres. Styrede lige mod Promilles øreflip, bed til,
trængte igennem.
Afsnit
7
Mandens
travle hænder standsede deres bevægelse. Et møl slap fri mellem
tommel- og pegefingers forfejlede greb, og flaksede forvirret væk, i
sikkerhed. Vantro rettede Promillehår blikket mod Birger:
"Din lille ... du ... du vidste ...?"
Også ordene undslap ham nu. En uigennemsigtig hinde gled over de opspilede øjne, de små sorte pupiller svandt ind til ingenting, og for øjnene af Birger, der vantro fulgte scenen, forsvandt manden. En svag eksplosion pulveriserede ham, og efterlod et suk og en lille bunke aske.
"Jeg ved ingenting!" fremstammede Birger undskyldende, og så sig om i kupeen efter hjælp. Omkring ham myldrede alle hans små venner. De havde fået nok af deres nye liv, og kravlede taknemmeligt ind i de bøtter, Birger trak frem fra den røde attachemappe.
Til sidst var der kun Skolopender tilbage. Birger lod den kravle op på sin åbne håndflade, og betragtede den undrende.
"Scolopendra Polymorpha," sagde han prøvende. "Jeg troede bare, du var Hr. Skolopender. Kan du forklare mig...?"
Et lilla glimt fangede hans blik. Damen var gået frem mod ham, og lyset fra togvinduet reflekteredes i det særprægede brillestel. Hun rakte hånden frem og præsenterede sig:
"Crocus Byzanthinus. Mig en fornøjelse!"
Afsnit 8
Birger tog forskrækket den fremstrakte knoglede hånd og hviskede
"Jeg hedder Birger."
"Du klarede det flot!" sagde Crocus. "Hvis den herre havde fået fat i Scolopendra, havde alt håb været ude!" Hun slog bestemt hånden ned i det slidte togsæde.
"Håb ...?" sagde Birger. "Men hvem ...? Og hvor blev han af?"
Crocus greb fat i drengens hagespids med to benede fingre, og klemte til.
"Birger!" sagde hun venligt. "Vi to ses nok ikke igen. Men du skal vide, at denne, og utallige andre verdener, vil være dig evigt taknemmelig."
Drengen gloede tavst, med halvåben mnd.
"Du og din Scolopendra har besejret en af de farligste fjender af den grundlæggende, oprindelige, kriblende livslyst!"
"Evigt! ... Taknemmelig! ..." gentog hun, mens hendes ansigt begyndte at flimre. Så flimrede kroppen. Flimmeret forsvandt, og hun var væk.
Kupeen, hvor Birger for et øjeblik siden havde set en mand eksplodere og en gammel dame gå i opløsning, var nu pludselig igen fyldt med mennesker. De så anklagende på Birger.
"Er du klar over, hvor farlig sådan en skolopender er?" spurgte en tyk dame, mens hun besværligt klatrede ned fra baggagehylden.
"Nej, nej," protesterede Birger. "En skolopender ... en Scolopendra er slet ikke ..."
Han så ned på det lille sorte dyr, der vimsede på plads i sin plasticbøtte. Toget bremsede. Birger trak på skuldrene, og lukkede den røde mappe med et lille smæld.
"Vi håber, De har haft en behagelig rejse," sagde en dame i højtaleren. Stemmen mindede ham om ...? Han virrede med hovedet. Nå.
På perronen stod onkel Julle i et slidt jakkesæt. Han bøjede sig hen mod vinduet, og vinkede smilende ind til Birger.
Drengen hankede op i tasken, og skyndte sig ud til sin onkel.
