Work-in-progress

Nyt børnekorhæfte fra trioen Schou, Gerup & Høgsbro. Denne gang med titlen:
Remouladeroulade

7 nye titler til børn

se og køb vores udgivelser på forlaget Dansk Sang

1. februar har vi deadline på manuskript til arbejdshæfte til KORTEATER, der passer til et af de tidligere korværker "Prøv at sig' pyt!"
Der er flere sjove og brugbare hæfter i serien. Se fanen udgivelser, på denne side.

Hul igennem til Forlaget Turbine. Susi Hyldgaard og jeg arbejder på en bog for børn i 0.-3. klasse med titlen Når man skal, så skal man! En god historie og sjove facts om afføring og tarmsystem. Det har alle chancer for, at blive et hit. En tysk professor har lavet en voksenudgivelse om samme emne, som kommer i oversættelse i foråret 2015 "Tarme med charme" (min oversættelse fra tysk – jeg ved ikke, hvad den endelige titel bliver.) Læs interview med vores nørdede sjæleveninde og bliv inspirerede. Vi regner med at breake vores egen spændende lortehistorie sammen med Turbine i løbet af 2015.

For fin til lortehistorier?

Jeg havde egentlig aldrig tænkt mig at skrive brugshistorier, med emne og lix-tal og målgrupper.
En historie er en historie, og ikke noget man skal bruge til at få børn til at forstå at det er smart at smide sutten, eller vaske hænder når man har været på toilettet.
Alligevel har jeg ladet mig lokke. Det er simpelthen svært at sige nej, når Susi Hyldgaard har fået en ide om lydinstalationer til skoletoiletter. Se nu bare her: http://jyllands-posten.dk/skoleboern-holder-sig-for-at-undga-ulaekre-toiletter Jamen det er jo lige til at gå i gang med, og jeg arbejder derfor nu på en historie om forstoppelse og radiobutiksrøverier og den egentlige årsag til at 2.b's toilet er så ulækkert. Hold øje med Radio Prutskid! Jeg vender tilbage med seneste nyt ... snarest!

Kommaer er for nørder

Sommer er fantastisk. Alligevel kan jeg ikke vente til september. Er begyndt at varme seriøst op til studiestart på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Herunder gøre status – og det foregår for mit vedkommende liggende. For jeg må nok indrømme, at jeg ved afslutningen af mit første år på skolen, var blæst temmelig meget omkuld.

Jeg synes ellers jeg stod ret kækt, da jeg startede: 7 børnekorsudgivelser og fem tegnede fortællinger for 2-5 årige, med en fin lektørudtalelse oven i hatten (i øvrigt håber jeg en dag at møde Ulla Møller, og nu også Else Lerche, lektører ved DBC – Dansk BiblioteksCenter. Jeg vil meget gerne kysse de to damer!) Og en sikker følelse af, hvilken slags fortæller jeg er.

Tekstlæsning på Forfatterskolen for Børnelitteratur maj 2013.

Men jeg havde glemt at tænke på, hvor meget jeg i min kunstneriske naivitet ikke ved noget om: Stilistik, genrer, vendepunkter, fortælletyper og -tider. For slet ikke at nævne kommaer. Jeg er noget nær analfabet, og det er ikke rart at opdage.
Dog har jeg nu haft et par måneder til at komme op at stå igen. Og når jeg d. 2. september igen tramper ivrigt op ad trappen til undervisningslokalet, vil jeg have taget en beslutning, der får mig til at stå bedre fast: Historier er kunst, kommaer er for nørder.
Jeg vil stadig være fuld af ydmyghed over for alt det jeg har at lære, og som undervisere og mine medstuderende kan gøre mig klogere på. Min notesbog vil svømme over af tips og tricks. Men der vil fra nu af også stå flere skønne ting så som:
"Når jeg ligger helt stille: Hårde hjerteslag. Bløde huller i gulvbrædderne foran sengen. Det bryder frem. Roser af blod og støbejern. Mørk lugt af kød, køn. Snegle over mine negle" (Fra 'Anne' af Paal-Helge Haugen.
eller:
"Visual litteracy". Børn læser billeder. Selvfølgelig gør de det. Manga. Selvfølgelig skal de gøre det. Kommaer er for nørder.

Føljeton – et sjovt facebookprojekt på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Vi besluttede os for at historien skulle indeholde: Et barn, en magisk hjælper og en redningsaktion. Ingen af os vidste, hvor historien ville bevæge sig hen. Skrevet på skift af Annie Bahnson, Bjarke Schiødt Larsen, Cornelia Hæstrup Strøh, Dorte Schou, Liva Skogemann, Hanne Dagmar Raaberg

På vej til onkel Julle

Afsnit 1

Under en rød attachemappe sidder en dreng. Han sidder i et tog på vej til onkel Julle. Uden for vinduet blæser Jylland forbi. På Lillebæltsbroen åbner drengen tasken. Bittesmå øjne stirrer op på ham.

”Har I det godt?” hvisker han ned til dem. Med vinger og skjolde og følehorn sidder de fint på række med nåle i og glasplade for. I den anden side ligger de små plastikbøtter med de levende.

”Hvad siger I? Er hr. Skolopender blevet køresyg.”

Han tager et par af plastikbøtterne op på bordet. Låget af. Skolopenderen vimser frisk omkring. Men hvad med hr. Pind? Ser han ikke lidt klatøjet ud? Han stiller hr. Pind på bordet og pirker lidt til ham. Ved siden af sætter han fru Pind. Hende er der gang i.

Pludselig rykker det voldsomt i toget, og plastikbøtterne vælter ned på gulvet. Skolopender og Pind i frit fald. På gulvet springer lågene af nogle af de andre bøtter. Bænkebidere og edderkopper i panik styrter af sted. En fed bi sætter i flyv.

Afsnit 2

Skolopendere kan løbe lige hurtigt begge veje. Det er følehornene der gør det, dem har de både foran og bagpå.

Deres bid er giftigt, men ikke for mennesker – tænderne kan ikke trænge gennem huden, husker drengen, mens han bukker sig ned for at få fat på sine vildfarne venner. Det virker det bare ikke til at togets passagerer er klar over.

Imens drengen febrilsk prøver at samle de insekter han kan se, flygter folk fra de flyvende dyr. Nogle kaster sig op på kufferthylden, væk fra de kravlende. Kort sagt, der er panik.

Bille for bille, spindler for spindler, forsvinder alle dyrene mellem kufferter og stole og skrigende passagerer. Med sine papbægre samlet i den røde attachemappe, og de indrammede, nåleperforerede dyr som en lang facitliste falder drengen på knæ for at finde Hr. Pind, skolopenderen og alle de andre.

Afsnit 3

Han møvede længe rundt på knæerne, drengen. Forpustet og bange for ikke at se sine venner igen.

”Du finder den ikke under sæderne,” sagde en stemme. Den tilhørte en ældre dame, som sad roligt på sit sæde i modsatte side af vognen.

”Finder hvem?” spurgte drengen

”Skolopenderen selvfølgelig”

”Kender du skolopenderen?”

”Ja, jeg gør. Og jeg ved, at den søger mørke og varme, når den føler sig truet.”

”Jamen, så finder jeg den jo aldrig,” sukkede drengen og rejste sig fra gulvet.

”Prøv at lede i jakkelommer og dametasker, især de sorte”

Drengen pegede på en ung mand med promillehår, der sad og sov op ad et af vinduerne. Hans frakke var gledet ned på gulvet. Formentlig havde den været sort engang, men var nu prydet med avancerede fodprint.

”Tror du, den kan have gemt sig i hans frakke?”

Afsnit 4

Damen så på drengen med et udtryk, han ikke forstod. Et regnestykke fløj gennem hans hoved:

Folk der er flygtet i panik ud af kupeen, plus dame der sidder helt roligt og kender Skolopender og måske også hr. og fru Pind, divideret med undslupne dyr, gange mand der da vist slet ikke var der for et øjeblik siden? Lig med: Er der nogen der er ude på at stjæle min samling?

Hvem kunne han stole på?

“Kom nu Birger!” mumlede han til sig selv.

Han tog en hurtig beslutning:

“Jeg gør som hun siger!”

Altså vendte han sig om mod den sovende mand, og tog forsigtigt fat i et hjørne af den støvede sorte frakke.

Ikke så snart havde hans fingre fat i det uldne stof, før manden åbnede øjnene. Promillehåret stod lige op i luften, og den ånde, der bølgede ham i møde fra mandens halvt åbne mund, var alt andet end rar. Tiden stod stille. Birger nåede at opfange lyden af små urolige ben under frakkens stof.

“Hvad skal du med min frakke?” raspede manden, og Birger følte sig selv sprælle under blikket fra de grå øjne, spiddet af knappenålssmå stikkende pupiller.

Afsnit 5

Drengen stivnede med mandens frakke i hånden.

”Jeg ville bare samle den op,” mumlede han. Han famlede med hånden for at nå ned i den lomme, hvor han netop havde mærket det krible.

”Din lille lommetyv!” Manden røg frem i sædet og ragede brutalt frakken ud af drengens hånd.

”Nej, vent!” udbrød drengen. Han var angst for, at manden ved et uheld skulle kvase insektet. ”Der er noget levende dernede. Det er en skolopender!”

Manden så vantro på ham. Så lod han med rolige bevægelser sin hånd finde ned i lommen og fremdrog et øjeblik efter hr. Skolopender på sin åbne håndflade.

”Du fandt ham,” sagde drengen lettet. Hr. Skolopender så fuldstændig upåvirket ud.

”Sikken et pragteksemplar,” mumlede manden hen for sig. ”En Scolopendra polymorpha, hvis jeg ikke tager meget fejl. Den vil passe perfekt i min samling.” Han berørte insektet let med en finger. ”Bare en lille nål igennem her …”

”Nej!” udbrød drengen. Han forsøgte at gribe efter insektet, men manden lukkede hånden hårdt om skolopenderen og holdt den tæt imod sig.

Igen følte drengen sig lammet af mandens stirrende blik. ”Den er min,” hviskede han.

I det samme opfangede han en bevægelse ud af øjenkrogen, fra længere nede i kupeen, hvor den ældre dame sad.

Afsnit 6

Birgers blik vandrede gennem kupeen. De tre var alene nu. Promillehår, damen med blikket, ham selv. Og insekterne selvfølgelig. Gemt.

De folk der havde kastet sig rundt i panik for et øjeblik siden, var væk. Hvor? Hvordan?

Hans blik nåede den ældre dame med det lilla hår og matchende briller.

Hendes krogede hånd strøg tilfældigt op. Hans øjne fulgte håndens retning. Dér var displayet, der viser næste station. De røde prikker blinkede hastigt henover skærmen. Var det en besked?

                               - Mobiliser de andre - Alle biller, insekter og spindlere - Hvisk kodeordet Collectio - Scolopenders skjulte styrke skal slippes fri -

Promillehår talte henført for sig selv: ”Med Scolopendra polymorpha vil mine kræfter nå et nyt niveau”.

Birger skævede til manden. Kendte manden Skolopenders hemmelige styrke?

Birger hviskede ”Collectio”.

”Hvad siger du?” udspyede Promilles ætsende ånde.

Men inden Birger nåede at svare, kom biller, insekter, spindlere og selv hr. og fru Pind flyvende, kravlende og hoppende hen til ham. De satte sig godmodigt overalt på hans arme og skuldre.

Promille glødede i hele ansigtet.

”Hvad? Hvordan? Åh! Det er jo en guldgrube. Jeg må …”

Og så begyndte han at plukke Birger.

Men manden var nødt til at løsne grebet om skolopender. Den vidste, hvad der skulle gøres. Styrede lige mod Promilles øreflip, bed til, trængte igennem.

Afsnit 7

Mandens travle hænder standsede deres bevægelse. Et møl slap fri mellem tommel- og pegefingers forfejlede greb, og flaksede forvirret væk, i sikkerhed. Vantro rettede Promillehår blikket mod Birger:

"Din lille ... du ... du vidste ...?"

Også ordene undslap ham nu. En uigennemsigtig hinde gled over de opspilede øjne, de små sorte pupiller svandt ind til ingenting, og for øjnene af Birger, der vantro fulgte scenen, forsvandt manden. En svag eksplosion pulveriserede ham, og efterlod et suk og en lille bunke aske.

"Jeg ved ingenting!" fremstammede Birger undskyldende, og så sig om i kupeen efter hjælp. Omkring ham myldrede alle hans små venner. De havde fået nok af deres nye liv, og kravlede taknemmeligt ind i de bøtter, Birger trak frem fra den røde attachemappe.

Til sidst var der kun Skolopender tilbage. Birger lod den kravle op på sin åbne håndflade, og betragtede den undrende.

"Scolopendra Polymorpha," sagde han prøvende. "Jeg troede bare, du var Hr. Skolopender. Kan du forklare mig...?"

Et lilla glimt fangede hans blik. Damen var gået frem mod ham, og lyset fra togvinduet reflekteredes i det særprægede brillestel. Hun rakte hånden frem og præsenterede sig:

"Crocus Byzanthinus. Mig en fornøjelse!"

Afsnit 8

Birger tog forskrækket den fremstrakte knoglede hånd og hviskede

"Jeg hedder Birger."

"Du klarede det flot!" sagde Crocus. "Hvis den herre havde fået fat i Scolopendra, havde alt håb været ude!" Hun slog bestemt hånden ned i det slidte togsæde.

"Håb ...?" sagde Birger. "Men hvem ...? Og hvor blev han af?"

Crocus greb fat i drengens hagespids med to benede fingre, og klemte til.

"Birger!" sagde hun venligt. "Vi to ses nok ikke igen. Men du skal vide, at denne, og utallige andre verdener, vil være dig evigt taknemmelig."

Drengen gloede tavst, med halvåben mnd.

"Du og din Scolopendra har besejret en af de farligste fjender af den grundlæggende, oprindelige, kriblende livslyst!"

"Evigt! ... Taknemmelig! ..." gentog hun, mens hendes ansigt begyndte at flimre. Så flimrede kroppen. Flimmeret forsvandt, og hun var væk.

Kupeen, hvor Birger for et øjeblik siden havde set en mand eksplodere og en gammel dame gå i opløsning, var nu pludselig igen fyldt med mennesker. De så anklagende på Birger.

"Er du klar over, hvor farlig sådan en skolopender er?" spurgte en tyk dame, mens hun besværligt klatrede ned fra baggagehylden.

"Nej, nej," protesterede Birger. "En skolopender ... en Scolopendra er slet ikke ..."

Han så ned på det lille sorte dyr, der vimsede på plads i sin plasticbøtte. Toget bremsede. Birger trak på skuldrene, og lukkede den røde mappe med et lille smæld.

"Vi håber, De har haft en behagelig rejse," sagde en dame i højtaleren. Stemmen mindede ham om ...? Han virrede med hovedet. Nå.

På perronen stod onkel Julle i et slidt jakkesæt. Han bøjede sig hen mod vinduet, og vinkede smilende ind til Birger.

Drengen hankede op i tasken, og skyndte sig ud til sin onkel.

Lav noget LARM – Om at skrive sange for børn.

             Af min medstuderende, Bjarke Schiødt Larsen, på Forfatterskolen for Børnelitteratur, er jeg blevet bedt om at lave et blogindlæg på hans forfatterblog "Skrivekrampe.dk", om rim og rytme i tekster for børn. Herefter har jeg tyvstjålet mit eget indlæg, for at bringe det her:

Jeg kan komme i tanke om tre grundlæggende ting, der skal være på plads før man kaster sig ud I at skrive sange for børn:

1. Man skal kende nogle børn.
2. Man skal have fornemmelse for rytme og klang – dvs. være musikalsk på en eller anden måde.
3. Man skal respektere børn som selvstændige væsner.

Dernæst handler det om at bruge sine øjne og ører. Man får historier forærende, når man holder øje med hvad børnene gør, og hører hvad de siger. Og forholder sig til, at børn oplever verden anderledes end man gjorde, da man selv var barn.

Jeg har skrevet sange til børn siden 2001. Det startede med filmen om Prop og Berta. Jeg var så heldig at kende dem, der lavede musikken til filmen. Jeg tror ikke Bent Solhof, der har lavet historierne om den lille tykke mand og hans ko Berta, helt kunne se, hvorfor der skulle laves nye sange, når han allerede havde lavet nogle der virkede.

Men jeg oplevede at det gjorde en væsentlig forskel. Da jeg selv havde små børn på det tidspunkt, var det tydeligt, at verden forandrer sig hele tiden, børn forandrer sig, og det skal de ting, der skrives for børn, forholde sig til.

Da komponisten Jakob Høgsbro senere fik til opgave at lave seks nye korsange for børn, og ringede og spurgte om jeg sammen med Martin Gerup (min mand, musiker, tekstforfatter) ville skrive tekster til sangene, sagde jeg selvfølgelig ja!

Jeg foreslog Jakob, at sangene skulle handle om TRO, og der blev ret stille i den anden ende af røret, mens Jakob overvejede om han havde indledt samarbejde med en nyreligiøs fanatiker. Men sammen lavede vi korhæftet “Tro, håb og lakridskonfekt”, med bl.a sangen “Englen og farfar”, som stadig trækker tårer. Og samarbejdet er fortsat siden.

Man kan godt skrive om tro i sange for børn. Og om død. Børn kan godt kapere eksistentielle overvejelser. Børn forstår godt lyrik. Og det er også okay at skrive en sang, der hedder “Min fars nye kæreste”, selvom korlederen ikke lige er dér endnu, hvor hun synes det er okay at hendes egen exmand har fundet en anden.

Der er formentlig lige så mange måder at gøre det på, som der er mennesker der skriver. Men jeg gør cirka sådan her:

Først finder jeg et eller andet sted at starte. Det er ligesom at have en knage, som alt det man finder på forholder sig til og kan hænge på. Et tema, et ord, en ide.

Sangen øverst i dette indlæg udspringer for eksempel af en ide om at skrive noget om demokrati.

Så skriver jeg bare derudaf uden at standse, gerne det samme ord flere gange, bare skrive, skrive:

“Demokrati, milimeterdemokrati, være med til at bestemme, blive hørt, få svar, mindretal, afmagt, magt, oprør, bz, punk, så er de også selv ude om det, hvorfor er det altid de voksne der har ret...”

… indtil jeg ikke kan komme i tanke om mere.

Så begynder jeg at gruppere. Finder ud af om der er oplagte rim. Finder en rytme i linierne, så de bliver rytmisk ens fra vers til vers. Vælger særligt sjove eller betydningsfulde ord som kan bruges i bro eller omkvæd. En masse gode ideer ryger ud, andre kommer til. Det er et puslespil, der først på plads, når teksten har været frem og tilbage mellem min medtekstforfatter og komponisten indtil flere gange – vi bruger i øvrigt Googledrev, så vi alle tre kan se og rette i det samme dokument, og slipper for at sende vedhæftede filer.

Når komponisten har sendt en melodi bliver teksten strammet op, så der ikke er ord der får tryk på forkerte stavelser, og det er også her man kan se om teksten overhovedet fortæller en historie der holder, og om vi kan stå inde for det udsagn der er kommet frem.

Nogle gange starter komponisten processen – sender en ide til en melodi, som teksten kan vokse fra, men oftest – I vores samarbejde, er det teksten der tilbyder en historie, som melodien kan forholde sig til.

Under alle omstændigheder er det GODT at være nødt til at samarbejde med andre. Det kræver at man skærper sine egne ideer, samtidig med at de udvides og bliver større af det de andre tilfører. Man kan kun selv tænke så langt ens egen fantasi rækker. Ofte bliver man glædeligt overrasket, når andre puffer ideerne nye steder hen.

Ideen om demokrati blev til seks sange i vores nyeste korhæfte “Prøv at sig pyt!”.

Her kan sangen “Lav noget LARM” høres, i den version der ligger på en øve-cd, som følger med korhæftet: http://www.youtube.com/watch?v=xBrzRan5aLc

Det bedste er, når en hel masse børn synger de sange vi har lavet. Det er stort!

Mor er på messe

Kom lige forbi Skolemessen i Roskilde. Vi havde aftalt et møde med forlaget til en kop kaffe og en basse (det bruger de i Jylland, hvor de kommer fra). 

Men så var Børne- og undervisningsministeren der pludselig også, og en uoverskuelig mængde ny børnelitteratur, som jeg gerne selv ville havde skrevet. Nå, skidt med det. Her er billeder af Antorini og Martin, min mand og medforfatter, samt Ib Thorben jensen og Jørgen Andresen - det er jo dem fra Dansk Sang:

Vi havde 10-års jubilæum for vores samarbejde sidste år, mindede Martin os om. Sikke et samarbejde!

Og her er så noget af den forjættede børnelitteratur.

Jeg snusede rundt, for det passer godt med, at vi på Forfatterskolen for Børnelitteratur i nær fremtid kommer til at beskæftige os seriøst med at skrive noget drenge på 10-12 år gider læse.

Heldigvis er drenge forskellige. Jeg satser på den del af dem, der tænder på følelser.

Hej drenge!

Et halvt århundrede

       Jeg er fra det forrige århundrede, nærmere bestemt 1963. Det betyder at jeg nu, om få uger, har tilbagelagt et halvt århundrede af min egen livsbane. Det er tid til midtvejsevaluering. Jeg er halvvejs (i bedste fald).
Det betyder to ting:
1. Jeg bliver overhalet indenom af børnene, som snart ved mere om hvordan verden fungerer, end jeg nogensinde kommer til. Sådan skal det være.
2. Jeg ved alligevel ret meget efterhånden.

       I december holdt vi julefrokost på forfatterskolen for børnelitteratur, hvor jeg dels forsøgte at åbne en øl med min mobiltelefon (ældre er jeg alligevel ikke blevet), dels udvekslede livshistorier med mine medstuderende. Historierne bliver ikke færre med årene - vi har faktisk oplevet en del vilde ting.
Det er historier der forhåbentlig snart bliver til glæde for børn og unge... og så sluttes ringen på en eller anden måde.
Jeg fik engang lagt et horoskop, der lovede mig succes sent i livet - det skal komme an på en prøve.
Her er et billede af mig, der fortæller en slags historie med kroppen. Og en ung koncertdeltager, der reflekterer over hvad hun oplever. Det peger da ud i fremtiden.