Engang blev julen aflyst. Det var dengang man skulle spise margarine og ikke måtte køre i bil om søndagen, fordi alt var for dyrt. Regeringen bestemte, at julen kostede så meget, at den skulle springes over. De voksne syntes det var en god ide. De sparede både tid og penge. Og de sagde ingenting til børnene. De lod bare som om julen først var til næste år.
"Nu skal I kun sove 390 gange mere," sagde de. "Så er det jul."
"Hvad fuck sker der?" ville ethvert normalt barn idag have sagt. Men dengang troede børnene på alt hvad de voksne sagde.
Da det blev midt i december, og der stadig ikke var så meget som et lillebitte julehjerte eller grandekoration at se, besluttede nisserne at gøre noget ved det.
Næste morgen, da de voksne gik ind til deres børn for at sige "så er det op og i skole," var der ingen børn i sengene. Der var nisser.
Mange nisser. Det vrimlede med små røde fyre, der der hujede og drillede og klatrede i gardinerne, og hele tiden ville have risengrød. De voksne løb rundt og prøvede at få styr på det hele, og alle kom for sent på arbejde.
Først da de lovede med det samme at gå ud og købe kalendergaver og julehjertepapir og røde bånd og guldspray, tryllede nisserne de artige børn tilbage. Selvom... helt artige blev de vist aldrig igen, og det er måske også meget godt.
